En bornholmsk oplevelse


I Whiskynyt's tråd om Whisky No 1 har vi fundet denne poetiske anmeldelse (22. juli 2009):


Sommerskyerne samler sig roligt, da jeg en lørdag i juli ankommer til vinbonden Jesper Paulsens Lille Gadegård lidt uden for Pedersker på Bornholm. Det er her én af Danmarks største vinmarker ligger, og det er her, den første danske whisky i mere end 30 år er blevet til. Sidst i december 2008 aftappede bornholmeren 400 flasker af sin 3 årige dram, hvilket kom bag på mig, da jeg gik i dén tro, at Stauning og Braunstein ville blive de første danske whiskyer på markedet.


Nu blev det altså Paulsen fra solskinsøen, der kom først, og det er med en stille forventning i kroppen, jeg går ind i den kombinerede café og butik for lige at se sagerne nærmere an, inden rundvisningen på stedet. Den nye whisky står på en hylde ved siden af andre af gårdens produkter, bl.a. bitter, ribsvin og rødvin. Jeg glæder mig til at smage whiskyen, som jeg på forhånd ikke har de store forventninger til alderen taget i betragtning, men det er da godt gået, at vi i DK nu også er på whiskykortet!


Først går turen imidlertid rundt på de udendørs arealer. Jesper Paulsen viser sine 2.9 hektar vinmarker frem og fortæller på klingende bornholmsk om vinstokke, druer, metoder og farer i vinproduktionen. Under rundvisningen, som han krydrer med god humor, giver han indtryk af at være en ærlig og sympatisk mand, der brænder for dét han laver og ikke er bange for at kaste sig ud i nye projekter og eksperimenter.


Lidt senere står vi i vineriet. Gennem en rude kan vi se ind i produktionslokalet, hvor jeg hurtigt får øje på hans destillationsanlæg i rustfrit stål og med høj, slank hals. Det er dette anlæg, han kalder sin pot still. I forrummet/lagerrummet ligger en del tønder, hvoraf nogle indeholder kommende whisky. Fadene, han benytter til sin whisky, er franske egetræsfade, der én gang har indeholdt fransk vin og én gang har indeholdt Paulsens egen vin, som primært er lavet på druesorten Rondo. Han har foreløbig ingen planer om at anskaffe bourbon- eller sherryfade til lagringen. Til gengæld vil han med tiden eksperimentere med røgede versioner, og der vil også blive aftappet ved fadstyrke.


Han fortæller desuden, at han løbende vil øge produktionen af whisky, så han kan sælge til en lavere pris, og han vil ikke afvise, at han på sigt udbyder salg af fade til private. Han siger ligeud, at han ikke har været hverken i Skotland eller andre steder for at besøge destillerier, og at hans viden om whiskydestillation var meget lille, inden han gik i gang og gennem nettet fik detaljeret viden. Med et glimt i øjet kalder han sin whisky for ”en blind mands værk”. Med denne betegnelse samt målgruppebeskrivelsen ”kvinder over 40” står jeg og smiler, for hvad søren er det for en væske, jeg har i vente… Men nysgerrig er jeg!


Tilbage i caféen er der dækket op. Der bliver smagt på ribsvin, rødvinslikør og brændevin (inkluderet i rundvisningsprisen på 100 kr.), inden jeg synes, at nu er tiden moden til at købe en smagsprøve af whiskyen. Så sidder jeg med den bornholmske whisky nr. 1 i hånden. 43 % og i farven allerede mørk som rav, hvilket primært må skyldes vinfadene. Jeg tager mig god tid. Dufter… rødvin, likør, vanilie, snapsesprit, gær… Ikke som whiskyer er flest men egentlig ganske ok næse. Smager… wow, dét er en overraskelse. Her har vi en blid whisky, sødligt afrundet af rødvinsfadet – en sødme, der absolut er tiltalende. Overraskende god og behagelig! En af mine medsmagere synes, der er en eftersmag af lakridskonfekt. Lagringen på rødvinsfade er tydelig i smagen. Rødvinsvanilie… Ikke en fantastisk dram men en holdbar og behagelig smagsoplevelse, der må betegnes som en god start for Bornholms Lille Gadegård. Det bliver interessant at følge kommende aftapninger, og jeg er spændt på, hvor længe whiskyen har godt af de betydelige rødvinsfade. Jeg har et stort smil på og føler mig let om hjertet, da jeg begiver mig videre ud i den bornholmske natur.


Venlig hilsen

Lars Knudsen

Læs hele debatten her